Côtes du Rhône à la rêverie - Château de Montfrin - ØKO

Côtes du Rhône à la rêverie - Château de Montfrin - ØKO

Normalpris 159,00 kr
Udsalgspris 159,00 kr Normalpris
inkl. moms
Dejlig duft af Sydfrankrig med vejsideurter, mørke blommer, kirsebær, kanel og lakrids. Derpå følger masser af karakter, intensitet og en gennemgående rund mundfølelse, der bliver eksekveret på en bund af bløde tanniner.
  • Tilgængelighed:
    På lager
  • SKU:
    N/A



  • Land:
    Frankrig
  • Region:
    Rhône
  • Årgang:
    2021
  • Druer:
    Grenache, Syrah
  • Alkohol:
    14.0%
  • Størrelse:
    75 cl
  • Dyrkningsmetode:
    Økologisk
Produktbeskrivelse

En på en gang frugtig, saftig og dejlig intens Côtes du Rhône, fra Benjamin Béguin, som nu for alvor er stemplet ind blandt den hastigt voksende skare af vinmagere, som forstår at veksle økologisk dyrkede druer til vine med både power og subtil delikatesse.

Vinen er skabt på druer høstet nær den berømte Pont du Gard i den absolut allersydligste del af Rhône-distriktet, hvor Château Montfrin for få år siden erhvervede en lille vinmark på 1,3 ha. med runde rullesten ikke ulig dem, vi finder i Châteauneuf-du-Pape.  

Druerne er Grenache og Syrah og de er efter alle stilke er fjernet gæret uden fremmede gærstammer hver for sig i rustfrit stål, først ved lidt høj temperatur i et par dage for at "tilgodese de varme krydderier", som Benjamin Béguin udtrykker det, og dernæst ved 18-20 grader i 3 ugers tid. Herefter er den endelige cuvée sammenstukket hvorefter vinen er modnet i 10 måneder tanken frem mod aftapningen på flaske, der er sket uden klaring og filtrering og meget behersket stabilisering med svovl.

Dejlig duft af Sydfrankrig med vejsideurter, mørke blommer, kirsebær, kanel og lakrids. Derpå følger masser af karakter, intensitet og en gennemgående rund mundfølelse, der bliver eksekveret på en bund af bløde tanniner, som kun antydningsvis fornemmes til allersidst, hvis vinen nydes uden mad. Ikke noget muskelbundt, men alligevel velpolstret og i så smuk balance, at man gerne nyder et ekstra glas og et til…

Prøv den for eksempel sammen med en langsomt braiseret svinenakke tilberedt med æbler, timian, mørk øl, gulerødder og porre eller helt simpelt til en saftig steak tartare med hjemmegjorte dobbeltdyppede fritter.

 

Producent

Château de Montfrin

10 km. sydvest for Avignon ligger landsbyen Montfrin på en lille bakke, og helt oppe på toppen knejser byens velholdte slot med den smukkeste udsigt ned mod det sted, hvor floderne Le Gard Ou Gardon og Rhône løber sammen. "Tous nous vivons sous un ciel de légende et l'oublions à chaque instant" står der over porten, og det bliver i vores meget frie oversættelse til: "Glem ikke et øjeblik at vi alle sammen skal kunne leve under den samme høje himmel".

Her har Jean René Claret de Fleurieu sammen med Benjamin Béguin i de senere år etableret en bemærkelsesværdig produktion af excellente økologiske olivenolier og friske fint krydrede ligeledes økologiske vine, der alle rammer markedet med et bemærkelsesværdigt gunstigt forhold mellem pris og kvalitet.

Jean René flyttede som ung til Paris hvor han i 1979 blev gift med den dengang unge tøjdesigner Agnès Troublé, og i mange år var han med til at skabe hendes i dag verdensomspændende brand "agnès b." For snart 10 år siden droppede de imidlertid de parisiske boulevarder og flyttede ind i det slot, som Jean Renés bedstefar have købt i tilbage i 1935.

Projektet startede med systematiske opkøb af små olivenlunde, omlægning til økologisk dyrkning og etableringen af Moulin des Ombres, der allerede har etableret sig som en af de ypperste olivenmøller i Frankrig. Siden fik Jean René også lyst til at kunne skænke sine egne vine, og derfor slog han til, da Domaine de Captives på sletten nede foran slottet i 2011 kom til salg.

Domainet på den anden side af Gard-floden med interessante vinmarker i grænselandet mellem Rhône og Languedoc var på købstidspunktet allerede under omlægning til økologi. En transformation som blev videreført og fuldført i 2013, og det forvandlede Château Monfrit fra et vartegn på toppen af en lille landsby til en moderne økologisk vingård.

Og selvom Jean René Claret de Fleurieu ikke længere er nogen årsunge (han er fra 1950) ligger han ikke på den lade side. Fremtiden er sikret ved, at datteren Aurore Claret de Fleurieu nu deltager i og ejer halvdelen af aktiviteterne og sammen følger de nu tidens trend ved i samarbejde med Expertise Vegane Europa SAS. (EVE) at dokumentere vingårdens veganer venlige produktionsprocesser, ved at eksperimentere med reduceret svovlindhold og ved at gå planken ud ved helt at fravælge svovling i nogle af vinene.

Disse sidste bærer det umiddelbart svært afkodelige navn ”Un coup de dés jamais n’abolira le hasard”, som kan oversættes til ”Kast med terninger vil aldrig få tilfældigheder til at forsvinde”. Udtrykket stammer fra et ikonisk digt af den franske symbolist Stéphane Mallarmé, der livet igennem kredsede om terningkastets symbolik og opfattede tilfældet og tilfældigheden som et livsvilkår, vi ikke kan flygte fra. Terningerne skal således minde os om det kontroltab og den uforudsigelighed, der er forbundet med produktion af naturvine.